Brev til overborgmester Frank Jensen

Vi i En Varm Seng vil gerne have et møde med overborgmester Frank Jensen. Det er os ubegribeligt, at Københavns Kommune har så svært ved at se de positive aspekter i at støtte vores arbejde i herberget. Vi beder ikke om penge. Vi beder ikke om arbejdskraft. Vi beder bare om en lejekontrakt og en huslejenedsættelse fra 43.750 kr. til de faktiske driftsomkostninger på ca. 7.000 kr. Derfor har vi sendt følgende brev til Frank Jensen.

Kære Frank Jensen

Siden januar har vi drevet et herberg for hjemløse. Vi? To private,
indignerede borgere i samarbejde med Michael Espensen og Martin
Skriver fra Morgencafeen.

Som udgangspunkt var formålet at forhindre (flere) ulykkelige tilfælde
af kuldedød i de iskolde nætter blandt mennesker, som ikke havde
mulighed for at komme indendørs. Vi har tilbudt overnatning og mad nok
til alle. I løbet af de forgangne måneder har det vist sig, at vores
indsats påvirker de hjemløses situation langt ud over den helt basale
forbedring, det er at få rolig søvn og sunde måltider. Vores
værdigrundlag er at møde folk menneske til menneske med værdighed og
respekt. Det er ikke nogen hverdagsforteelse for en hjemløs, og det
har givet enorme resultater i positiv retning.

Det, vi gør anderledes end de andre tilbud, er netop at møde folk som
medmennesker og ikke som cpr-numre eller som det rene skidt, hvilket
desværre er den virkelighed, hjemløse normalt lever i, og det har
givet mange af brugerne styrke til at begynde turen tilbage til
samfundet. Nogle har tilbragt mange år på bunden, andre er lige
faldet, men fælles for dem alle er, at ingen kommer på benene uden at
få en hjælpende hånd. Livet på gaden er drænende, men vores brugere
får selvværdet og selvrespekten tilbage, og det giver mod og kræfter
til at forsøge at ændre på deres tilværelse.

Det, vi også gør anderledes end andre steder, er, at vi tager imod
alle uanset nationalitet. Hunde er også velkomne. Vi hjælper dem, der
har hjælp behov, ganske enkelt, og vores brugere fordeler sig ca.
50/50 på skandinaver og udlændinge, primært østeuropæere og
afrikanere. Vores målsætning er at hjælpe så mange som muligt videre
på vej mod en tilværelse væk fra gaden. De fleste af udlændingene er
havnet på gaden af social nød, mens de fuldt legalt har forsøgt at
finde arbejde. De er meget motiverede for at komme i job og væk fra
den midlertidige løsning, som et herberg er, og for at vise, at de er
en ressource for samfundet og ikke en byrde.

Vi har få, men uomgængelige regler:
Ingen alkohol. Ingen stoffer. Ingen vold. Ingen trusler. Ingen tyverier.

Menneske til menneske-filosofien gælder hele vejen rundt: Os over for
brugerne, brugerne over for os OG brugerne over for hinanden! Som
resultat ser vi fjendskabet mellem etniske grupper smuldre bort. Vi
ser østeuropæere, danskere, grønlændere og afrikanere interagere
socialt og sidde ved samme bord i kantinen. Meget af den voldelighed
og det fjendskab, der florerer, har sin rod i en tilværelse, hvor det
er alles kamp mod alle for at overleve.

Rigspolitiet har netop offentliggjort, at den personfarlige
kriminalitet er faldet på landsplan, men ekstraordinært meget i
København. Det er ikke udelukkende vores fortjeneste, men det er
blandt andet vores fortjeneste. Det samme gælder for øvrigt berigelseskriminalitet i midtbyen. Samtidig skaber det ro i et belastet område, at der er aktivitet på selve området Axeltorv 12, hvilket er en fordel i en så central del af København, omgivet som det er af biograf, spillesteder og restauranter og med Hovedbanegården lige om hjørnet. Vores indsats er således ikke blot til
gavn for brugerne, men også for de øvrige borgere i København.

Samtidig forebygger vi nogle af de sprængfarlige konflikter, der lurer
mellem de forskellige grupper af hjemløse på gadeplan; konflikter, der
på et eller andet tidspunkt vil eksplodere i vold, med mindre nogen
skrider ind for at forhindre det. Og problemet bliver ikke just
mindre, al den stund antallet af hjemløse vokser! Samtidig er to andre
steder netop lukket: Samuelskirkens herberg og Kirkens Korshærs
natvarmestue i Stengade, Nørrebro. Til sammen har de to steder betjent
min. 70 brugere, hvilket naturligvis gør vores arbejde endnu mere
nødvendigt.
Vi bliver finansieret via private fonde og donationer. Vi har p.t. to
ansatte nattevagter og ca. 100 frivillige.
Vi har netop fået etableret en fuldt udstyret lægeklinik, som bemandes
af frivillige læger. På den måde kan mange af de ikke-akutte sygdomme
og skavanker behandles og forebygges, før de bliver akutte. Vi har
desuden mulighed for at skaffe tandlægehjælp og anden adgang til
sundhedspersonale. Vi arbejder p.t. på at få arrangeret en
vaccinationsdag med MFR- og stivkrampevacciner til alle. Den almene
sundhedstilstand er blevet mærkbart bedre hos brugerne. Vi har
endvidere aftale med en dyrlægeklinik, som tilbyder vaccinationsdag og
jævnlige besøg til fordel for de firbenede brugere.
Vi er ved at etablere et samarbejde med WHO, netop pga. af den almene helbredstilskab blandt disse mennesker, samt med Amnesty international vedrørende de mere basale menneskerettigheder, der bliver overtrådt af vores siddende regerings politik på området. Vi
Vi er også igang med de indledende træk til et samarbejde med politimyndighederne
med fokus på kriminalpræventivt samarbejde, idet vi har fat i mange af de mennesker, der kan
føle sig tvunget ud i personfarlig eller berigelseskriminalitet pga. af deres økonomisk håbløse
og generelt fornedrende livssituation. Vi har desuden et planlagt rådgivningsforløb i aktiv konfliktløsning for ansatte og frivillige ved en af politiets konfliktløsere, og vi er i dialog med DSB om et samarbejde.
Slutteligen vil vi informere om, at vi ikke kun arbejder på lokalt plan, men også på landspolitisk plan i samarbejde med flere fremtrædende MF’ere for at fordre mere opmærksomhed på det stigende problem i vores samfund med fattigdomsflygtninge og hjemløseproblematikken både for de danske såvel de udenlandske.

SUMMA SUMMARUM:
Vi ønsker at gøre tilbuddet En Varm Seng permanent. Vi ønsker at få etableret et bredspektret samarbejde med alle relevante instanser på tværs af fagområder, herunder et privat-offentligt samarbejde med fx socialrådgivere,
beskæftigelseskonsulenter og andre relevante instanser. Vi ønsker min.
fire ansatte nattevagter, etablering af en afdeling af Morgencafeen på
herberget og oprettelse af en administration. Vi ønsker istandsættelse
af bygningen på Akseltorv og vedligehold/forskønnelse af udenoms-
arealerne. Vi ønsker at restrukturere funktionsopdelingen af bygningen
for mere effektivitet.
MEN vi beder ikke kommunen om at sørge for det eller betale for det.
Det eneste, vi beder kommunen om, er en langtidskontrakt på bygningen
og en huslejefritagelse/nedsættelse til de reelle driftsomkostninger.
Vi har haft kontakt til en række af de øvrige borgmestre og til
socialministeren, som alle har travlt med at pege på hinanden og
forsikre, at de ikke selv kan gøre noget. Derfor vil vi gerne bede om
et møde med overborgmester Frank Jensen.

Venlig hilsen pva. Giv Din Hånd: En Varm Seng

April Chris og Helene Vindsmark

Leave a Reply

 

 

 

You can use these HTML tags

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>