Herberget på Axeltorv har, takket være en gruppe frivillige læger med hjertet på rette sted, fået mulighed for at tilbyde lægehjælp til brugerne samt mulighed for at komme igennem til tandlæger, sygeplejersker og andet sundhedspersonale, når der er brug for det. Det er af stor betydning, fordi mennesker, der lever på gaden, kan have svært ved at overholde aftaler på faste tidspunkter og generelt frekventerer sundhedssystemet mindre end gennemsnittet, selv om det ikke just gør noget godt for helbredet at leve på gaden.
Dertil kommer, at en del af vores brugere slet ikke har adgang til lægehjælp undtagen i akutte tilfælde. Muligheden for at tale med en læge på herberget betyder, at ikke-akutte sygdomme og skader kan behandles med det samme i stedet for at lade vedkommende vente på at få det så dårligt, at han kan sendes på skadestuen.
Og i dag har vi fået en yderst gavmild donation af alskens klinikudstyr, så nu har vi ikke bare læger, men også en rigtig lægeklinik, hvor de kan udføre arbejdet. Vi siger tak til de glade givere og lover at vende tilbage efter mere!



