Svar på tiltale: Hvorfor fortæller vi de anonyme historier?

Både her på hjemmesiden og i andre sammenhænge har jeg gengivet historier, som vi hører fra de hjemløse på herberget og på gaden. Historierne bliver formidlet anonymt i dobbelt forstand: Kildens navn bliver ikke nævnt, og hvis der er noget med kritik af andre aktører på området, bliver deres navn heller ikke nævnt. Det er faldet nogle for brystet (og nej, jeg nævner ingen navne). Man efterlyser dokumentation og opfatter det, som om vi kritiserer med spredehagl for at få os selv til at fremstå bedre eller sågar som de eneste, der kan og vil noget. Man føler sig uretfærdigt ramt og opfatter det, som om vi rejser en generel kritik af alle andre end os selv, forlyder det. Det er naturligvis ikke korrekt. Nedenfor gør jeg rede for vores bevæggrunde og forventer hermed at mane den fejlagtige forståelse af vores ærinde i jorden én gang for alle. Hvis nogen herefter insisterer på fortsat at kritisere mig eller hele initiativet bag En varm seng på den baggrund, må det stå for deres egen regning.

Vi fortæller, hvad vi hører, fordi det er vigtigt, at de historier bliver hørt. Nogle gange implicerer de historier kritik af andre væresteder eller tilbud. Hvis vi skal nævne navne, kræver det i sagens natur massiv dokumentation. Imidlertid har vi, hvis vi skal indsamle dokumentation i den målestok, ikke tid til at passe vores arbejde med herberget, og vi giver de hjemløse førsteprioritet. Det handler således ikke om at så en generel mistanke eller rette en generel anklage mod samtlige andre væresteder.

Der er langt fra landsmøder og hjemløsekonferencer på EU-plan til den hverdag, hvor man bogstaveligt talt bliver pisset på. Misforstå mig ret, det er både godt og nødvendigt, at problematikken bliver taget op på politisk plan, og at man laver nogle langsigtede strategier. Langsigtede strategier skal der helt bestemt til. Men mens strategierne bliver diskuteret, vedtaget, implementeret og afprøvet, fortsætter hverdagen på gadeplan for de hjemløse. Ved at fortælle historierne giver vi et indblik i virkeligheden, som den tager sig ud, når man ser den gennem hjemløse øjne.

Jeg har tidligere skrevet, at næsten ingen er interesseret i at tale de hjemløses sag, og det er faldet nogle for brystet. Det er sandt, at der findes organisationer, der ønsker at tale de hjemløses sag, men det er på et noget andet niveau end bundplan. En hjemløs, der bliver forulempet på gaden, har sjældent noget sted at gå hen med det.

Det, jeg taler om, er fx den hjemløse, der blev sparket af sin cykel på vej over Rådhuspladsen af et par tilfældige knægte med overskudsaggressioner. Hvem skal han klage til? Hvem vil høre på ham? Hvem skal en udenlandsk hjemløs med hjernerystelse, store smerter og infektion vende sig til, når 112 nægter at sende en ambulance? Mange Hus Forbi-sælgere fortæller, at politiet nægter at høre på dem, hvis de har Hus Forbi-udstyr på, når de henvender sig om overfald eller tyveri, fordi de er genkendelige som hjemløse. Hvem skal de klage til? Hvem skal en hjemløs gå til, når han finder forholdene på et herberg uhumske, eller når han oplever, at de hjemløse bliver vækket ved spark på madrasserne om morgenen? Hvor skal en kræftsyg, deprimeret og suicidal udenlandsk mand henvende sig til, når en bøn til et herberg om hjælp til at dø i fred i Danmark resulterer i en voldsom metadonnedtrapning og en plan om at sende ham hjem?

Vi hører historie efter historie efter historie om overgreb, overfald, manglende interesse, manglende indgriben. De hjemløse har en altoverskyggende oplevelse af at være på egen hånd. Det er den virkelighed, de lever i. Lad mig igen understrege, at ovenstående ikke skal betragtes som en kritik af vores kollegaer på hjemløseområdet, eller af politiet for den sags skyld. Men det er en væsentlig pointe at trække frem, at de hjemløse selv trods den eksisterende indsats føler sig magtesløse. Mange oplever, at de bliver trådt på, behandlet som skidt – og at de er nødt til at finde sig i det. Det er den virkelighedsopfattelse, som den hjemløse baserer sit syn på verden og sin adfærd over for andre på.

Samtidig vil jeg tilføje, at vi her taler taler om danske og udenlandske hjemløse; og har de danske hjemløse få muligheder, er de udenlandske hjemløse endnu værre stedt, fordi det danske system er lukket for dem qua serviceloven. Nogle hjælper dem ”under bordet”, men officielt er de fleste steder forhindret i at gøre noget for denne mindst dobbeltmarginaliserede gruppe, fordi de trues på deres tilskud og dermed i yderste konsekvens må vælge mellem nogle udlændinge og hele den faste brugergruppe. Jeg går ud fra, at de færreste bryder sig om at vende ryggen til mennesker i dyb nød, selv om de har en anden etnisk baggrund end dansk. Vi hjælper alle uanset nationalitet, og vi gør det åbenlyst, hvilket vil sige, at vi forsøger at løfte en opgave, som alle ønsker løst, men som de fleste andre er forhindret i at tage fat i.

Summa summarum: Vi forsøger ikke at forherlige os selv ved at kaste uverificerbar kritik efter alle andre. Vi ser ikke vores tilbud som en konkurrent, men som et supplement til de allerede eksisterende tilbud. Vi vil gerne arbejde sammen med alle, som deler vores menneskesyn og værdigrundlag. Hvis nogen føler sig ramt eller stødt eller uretfærdigt dømt, beklager jeg. Det har ikke været hensigten. Muligvis finder nogle det stadig urimeligt at bringe historierne videre uden at nævne navne. Hvis ja, skal man være velkommen til at henvende sig og lufte sine synspunkter, evt. som direkte kommentar til dette indlæg.